Tales from People Ventures
Tilbage til oversigten
Gustav_Opally_rounded_offwhite.png
Founder-portrætDel af udgaven: Q2 2026

"Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke tog springet, ville jeg fortryde det"

Gustav, Opally, om at se en udfordring så tydeligt, at han ikke kunne lade være med at løse den

Der er founders, der har brugt årevis på at finde den helt rigtige idé. Men for Gustav tog det ikke længere tid end en sommer.

Som 23-årig CBS-studerende hjalp han til på et lille badehotel på Bornholm. Her så han fra første række, hvad der skete med receptionisterne i højsæsonen. De skulle tage imod gæster, levere personlig service og samtidig håndtere hundredvis af e-mails fra gæster, der ville have svar med det samme. Noget måtte give efter, og det var som regel den menneskelige kontakt.

Gustav kunne ikke slippe tanken om, at det måtte gøres bedre. Og han vidste, at AI-teknologien netop havde rykket sig til et punkt, hvor problemet faktisk kunne løses.

"Den største mentale barriere var at acceptere, at muligheden var nu. Jeg så et meget klart problem i hotelbranchen, som AI kunne løse. Jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke tog springet fuldt ud, ville jeg senere se tilbage på det som en mulighed, jeg havde ladet passere," siger han.

På én uge byggede han den første prototype af Opally – en AI-receptionist til hoteller, der hjælper med gæstekommunikation, så de ansatte kan bruge deres tid på de gæster, der fysisk står foran dem.Det tekniske fundament havde han med fra CBS, et job hos Understory og rigtig meget learning by doing. Resten har han lært undervejs.

"Især de sidste 7-8 måneder har jeg skullet udfordre mine tekniske færdigheder på et niveau, jeg aldrig havde forudset. Mange lange aftener og weekender, hvor jeg har måttet lære koncepter, som der ikke altid findes gode guides til. Så meget af det handler om eksperimentering, og det tror jeg faktisk bliver en af de vigtigste færdigheder i den tid, vi bygger teknologi i nu."

Det begyndte som et bootstrapped soloprojekt med 15 hoteller. På under et år er Opally vokset til over 50 hoteller i fem europæiske lande, og produktet er vokset med - fra e-mail-håndtering til en platform, der dækker hele gæstedialogen.

"Det sværeste for Opally er ikke at skrive selve koden. Det er at sikre, at produktet passer ind i hospitality-markedets behov, og at vi bevæger os i den rigtige retning."

Derfor har han brugt meget tid på bare at gå ind i receptioner på hoteller i København og lære teamene og deres måde at arbejde på at kende. "Det er der, tilliden bliver bygget. Ikke ved at komme med en stor teknologisk vision udefra, men ved at løse problemer, der passer ind i deres hverdag."

Den metric, han selv går mest op i, er efter hans egne ord 'impact'. "At bygge noget, der faktisk er nyttigt. Opally handler ikke om at erstatte mennesker i receptionen. Det handler om at støtte dem."

"AI er i sidste ende en forlængelse af det input, man giver den. Og fordi det bliver nemmere end nogensinde at bygge noget teknisk fra bunden, bliver det endnu vigtigere at bygge et stærkt og troværdigt brand. Mennesker køber fra mennesker. Så for mig handler det lige så meget om relationer som om teknologi."